Roskilde Festival 2018 ,   fem højdepunkter

July 8, 2018

Af Kjartan F. Stolberg

Roskilde Festival er overstået for i år, men det var en stor succes på alle tænkelige måder. Der var adskillige koncerter, der blæste publikum omkuld. Roskilde Festival bør selvfølgelig overveje hvilke koncerter, der gik særligt godt, når de går i gang med at booke til deres 2019-udgave. Her er derfor fem af de allerbedste koncerter, man kunne opleve på årets festival – samt fem bud på navne, der potentielt kunne gøre dem kunsten efter til næste år.

Slaves
Pavilion er de sidste par år blevet åbnet af noget hårdtslående britisk punk. I 2016 var det Frank Carter and the Rattlesnakes, i 2017 var det Idles, og i 2018 var turen kommet til det nyeste skud på den britiske punkscene, Slaves. Fra deres musik havde jeg lidt forventet to spraglede, arrige gutter, men i stedet fik vi to fandenivoldske muskelbundt, der var fyldt med kynisk humor og nærvær til publikum. Den ene sang leadvokal og bankede løs på et minimalistisk trommesæt, mens den anden fyrede massevis af skramlede guitarriffs af i lange baner. Meget mere skulle der ikke til, når de kom med så meget energi, som de gjorde.

Den kære forsanger var ofte ude blandt publikum, og han fik alle til at sidde ned under en morsom forhistorie, der fungerede som intro til det 15 sekunder lange nummer Girl Fight – introen var omtrent ti gange så lang som selve nummeret, som de endda var så søde at spille en ekstra gang, da det efter bandets eget udsagn ikke gik så godt. At et femten sekunder langt nummer kan være et højdepunkt siger en del om deres vilje til at give publikum et brag af en koncert – hele dagen kunne man høre snak rundt omkring om hvor overvældende det var for den skare, der nu engang var plads til på Pavilion.

Hvem skal bookes næste år?
Det er ikke nødvendigvis let at pege på hvilket band, der passer bedst til årets indledende Pavilion-punkfest, for det skal helst være arrigt, let at moshe til og besidde en besætning, der er så indlevende, at det er overvældende. Hot Snakes er albumaktuelle, og selv om de til næste år har 20 års jubilæum. tror jeg stadig de kan formå at åbne Pavilion med manér – og hvis de nu skulle være for store, kan de tage sig af Avalons åbningsfest i stedet. Pavilions meget rå opbygning er dog nok den, der vil klæde deres lyd bedst. Til trods for, at deres nye album næppe får klassikerstatus, lyder de som om, de i hvert fald stadig besidder godt spilleglæde, hvilket nok også skal manifestere sig i deres liveshows.

Nine Inch Nails
Et af årets helt store navne var Nine Inch Nails, der overraskende nok “kun” havde fået Arena frem for en sen Orange-tid efter Eminem. Det fungerede dog fremragende, og der havde næppe været den samme stemning foran Orange Scene. Med sig havde frontmand Trent Reznor sin nu faste kompagnon Atticus Ross samt et liveband, der på smuk vis øgede fylden på scenen, både i forhold til lyd og visuelt udtryk.

Angsten i Nine Inch Nails’ rige bagkatalog bragede stadig stærkt igennem, og det var ikke svært at pege på, hvorfor: Atticus Ross tilføjede med sine elektroniske eskapader en ny grad af sonisk omklamring, som endte med at gøre klassikere som ‘Head Like a Hole’ og ‘Hurt’ endnu mere dødelige og faretruende end tidligere. Markante dele af koncerten gik endda helt uden guitar, hvilket er mærkbart set i lyset af den stil, Nine Inch Nails for snart 30 år introducerede til verden. Mest iørefaldende var dog, hvor gnidningsfri overgangene mellem det elektroniske og det guitardrevne gik – Nine Inch Nails 2.0 har formået at finde en klangmæssig sammenhæng i et ellers spraglet bagkatalog, og det er intet mindre end imponerende.

Hvem skal bookes næste år?
Det er ikke svært at pege på et band, der i lyden befinder sig i nærheden af Nine Inch Nails: Ministry, Marilyn Manson og Rammstein kan nævnes, men ingen af disse vækker helt et følelsesbillede, der kan måle sig med Reznors (omend alle tre er glimrende navne, der så absolut ville klæde en Roskilde-plakat). En musiker, der kan dette, til trods for at han ikke er nær så kendt eller i helt samme genre, er Michael Gira fra Swans. Swans gav en mesterlig, støjende og ikke mindst lang koncert, da de sidst gæstede Danmark, og Gira har sagt, at han planlægger fuldstændig at genopfinde projektets ængstelige, mørke støjrockunivers, idet han nu er det eneste medlem, der forbliver fra deres seneste inkarnation. Nine Inch Nails beviste, at denne slags genopfindelser kan ske ganske vellykket, og Roskilde Festivals Avalon-scene ville være et smukt sted at opleve transformationen live for første gang – med mindre festivalen da vover pelsen og sætter Gira & co. på Arena.

Paal Nilssen-Love’s Brazil Funk Impro
Hvis man har hørt jazztrommeslager Paal Nilssen-Love eller hans vante saxofon-kompagnon Frode Gjerstad, havde man måske lidt forventninger til hvordan det ville lyde, når de gakkede ud med tre stærke, funky brasilianske musikere. De havde trods navnet alligevel allieret sig med nogle af de mere eklektiske ekvilibrister i den brasilianske funkverden, så de blev ikke så langt fra Paal Nilssen-Loves velkendte ukonventionelle hyperimprovisation, vel?

Det lød til min store overraskelse mest af alt af en mere punket udgave af de brasilianske jazzrockere Metá Metá. Bassist Felipe Zenicola fra Chinese Cookie Poets havde et vidunderlig, bragende samspil med Paal Nilssen-Love på trommer, hvilket indlemmede hele den intime gloria-lade i nærmest konstant rytmisk støj. Læg dertil Frode Gjerstads skøre, praktisk talt atonale saxofon-indføling, altid overraskende fills fra Metá Metá-guitarist Kiko Dinucci og en sært underspillet men fascinerende præstation fra Paulinho Bicolor på den lokale cuíca-friktionstromme. Han fyldte instrumentet med så emotionelle piv, at selv Jonas Bjerre ville blive jaloux. Det hele gik op i en højere enhed, og det er næsten trist, at det var en Roskilde-unik konstellation, for det ville være fantastisk at høre mere musik fra denne spøjse kvintet.

Hvem skal bookes næste år?
I år havde vi norske Paal Nilssen-Love, året før havde vi svenske Mats Gustafsson, og hvis der er en dansk jazzmusiker, der formår at lave nær så gribende eksperimenter med sit instrument, må det utvivlsomt være den unge pianist Jeppe Zeeberg. Hvis vi kan sætte ham på gloria med det rette ensemble, kunne det let blive endnu en uforglemmelig aften. Såfremt et lille kammer- eller gospelkor ikke ville ødelægge hans chancer for at improvisere for meget, kunne det snildt være en lækker kombination. Men Zeeberg har i modsætning til Gustafsson og Nilssen-Love aldrig spillet på Roskilde før, så måske er det for tidligt at kaste en gimmick i hovedet på ham – det kunne sagtens være nok med hans eget uforudsigelige klaverspil.

Boris & Merzbow
I 2016 udgav Boris og Merzbow dobbeltalbummet ‘Gensho’. Første halvdel er Boris’ langsomme drone-metal, hovedsageligt genindspilninger af gruppens gamle numre, og anden halvdel er Merzbows inciterende elektroniske støjeksperimenter. De har sagt, at albummet var indspillet med intentionen om, at man skulle høre begge sider samtidig. Begge sider er rimelig gode på egen hånd, så det var let at troppe op med skepsis, da de lovede at gøre netop dette til deres Roskilde-koncert i år. Den skepsis blev dog hurtigt fjernet, for den japanske supergruppe fik samtlige numre til at lyde smukkere end nogensinde.

Metaltrioen Boris var så absolut den mere visuelt orienterede af de to. De var nærmest klædt som goth-vampyrer fra top til tå, og de var trods koncertens grundigt planlagte natur faktisk rimelig impulsive at iagttage. De gjorde en hæderlig indsats for at inddrage publikum i deres ikke just imødekommende musik, og det lykkedes rigtig godt. Hertil fortjener Merzbow også enorm respekt for sin dedikation til at producere den helt ideelle støj, som han stod der, fuldkommen opslugt af sine egne maskinerier. Det lød som en drøm – måske nærmere som et mareridt – men uanset hvad var det umanerligt veludført.

Hvem skal bookes næste år?
The Body og Full of Hell har udgivet to stærke fællesalbum, hvilket kunne være en stor oplevelse at opleve i en livesammenhæng. Full of Hell var på Roskilde sidste år med deres aggressive powerviolence, og hvis man lige tilføjer The Bodys ekstravagante og polariserende vokalpræstationer, er der lagt i sadlen til en bjergtagende fællesoptræden – nok mest oplagt til Avalon om natten. Begge deres fællesalbum er højdepunkter i hver diskografi, så festivalen bør virkelig gøre alt, de kan, for at skaffe denne konstellation.

David Byrne
Den tidligere Talking Heads-frontmand David Byrne er altid garant for et spektakulært liveshow, og det var i sandhed det, han leverede, da han indtog Arena fredag nat i selskab med koreograferede musikere og dansere, en velgennemtænkt scenografi og en umiddelbarhed, der næsten ikke bør være muligt, så planlagt som showet ellers syntes. Vi fik en solid blanding af Talking Heads-evergreens og tracks fra Byrnes spraglede solokarriere – især fra den nyeste ‘American Utopia’.

Musikerne spillede alle sammen på trådløse instrumenter for at øge mobiliteten, og trommesættet var derfor også delt op mellem to trommeslagere, der havde dem om maven som var de tivoligarden – samme gjaldt keyboardet. Der blev sørget for stor dansefest, både når klassikere som ‘Burning Down the House’, ‘The Great Curve’ og ‘Once in a Lifetime’ blev spillet, og når vi fik leveret nye sange som ‘I Dance Like This’ og ‘Everybody’s Coming to My House’. Det stærkeste og mest intense var dog utvivlsomt hans cover af Janelle Monáes stærke borgerrettigheds-anthem ‘Hell You Talmbout’. Det gik lige i hjertet, og det var en perfekt konklusion på det, der muligvis var årets stærkeste Roskilde-koncert.

Hvem skal bookes næste år?
Hvem har på én gang artistisk integritet, flair for teatralske udskejelser og stor formåen for at starte en fest med catchy popmelodier? Byrne svarede nærmest selv på, hvem der kan dette, da han opførte et Janelle Monáe-cover. Monáes nyeste album ‘Dirty Computer’ er et af de mest ambitiøse og allerstærkeste popalbum, vi har fået i nyere tid, og hun har et solidt omdømme for at medbringe flotte sceneshows hvorend man ser hende. Ligesom Byrne kombinerer hun et væld af genrer, og atter ligesom med Byrne bliver det hele kogt sammen til en kondenseret, imødekommende og særdeles velsmagende musikalsk terning, som inviterer til dans, der kan mærkes helt inde i hjertet. 

 

 

Tags: music photography review live concert

Please reload

nyheder

ENGAGE af-LYST med Søren Huss og Pernille Rosendahl

August 8, 2020

1/10
Please reload

Seneste indlæg

July 6, 2020

Please reload

Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square

© all rights reserved 2015 by Savas Karakaplan Proudly created with Wix.com

  • w-facebook
  • Twitter Clean
  • w-flickr