METAL GODS Judas Priest

June 11, 2018

Royal Arena 

10 juni 2018 

foto: Savas Karakaplan 

 

Som 14-årig forelskede jeg mig uhjælpeligt i Judas Priest og investerede mine surt sammensparede lommepenge i et rygmærke med ”Screaming for Vengeance”-coverdesignet, som jeg påsyede min diminutive denimjakke.

Den forelskelse skulle vise sig at blive livslang og nåede sit absolutte klimaks i går aftes i Royal Arena, hvor hr. Halford og co. leverede en overlegen opvisning af kaliber i virtuositet, spilleglæde og musikalsk ekvilibrisme.

 

Megadeth åbnede ballet, men var ikke noget at skrive hjem om, primært grundet usandsynlig dårlig lyd, så det vil jeg undlade at gøre.

 

Til gengæld tjente de som (for dem) ærgerligt sammenligningsgrundlag, da metalguderne bagefter entrede scenen til tonerne af åbningsnummeret på deres nyeste album af samme navn: ”Firepower”, med en vanligt fnisefremkaldende klædt Rob Halford, denne gang i sølvskinnende spacecowboy-gevandter, som blev udskiftet flere gange undervejs med forskellige oversize-jakker, der i kombination med hans gribbeagtige gangart fik ham til at ligne en hjemløs fra Hollywood.

 

Halford ER blevet ældre, men økonomiserede professionelt med stemmen, så der stadig var luft tilbage til hans karakteristiske, imponerende high-pitched skrig i hvert eneste nummer, han fremførte, og i ”Saint In Hell” var han oppe på fuld kapacitet hele nummeret igennem.

 

Resten af besætningen, gamle som nye, spillede også med upåklagelig nerve, saft og kraft, og i fællesskab lagde Priest hele salen for deres fødder i ekstatisk overgivelse til den historiske kraftpræstation, de nu igennem 48-49 år har perfektioneret til den totaloplevelse, vi ikke bare overværede, men nærmere deltog i i går.

 

Deres lyssætning og elektroniske backdrop var smuk og smagfuld og afspejlede flot de forskellige numre, som overvejende bød på et fremragende udvalg af alle kendingene fra de gamle albums, primært ”British Steel”, og faktisk kun tre numre fra ”Firepower”, men de ramte plet med hele selektionen og snød os f.eks. ikke for legendariske ”Breaking The Law”, inderligt smukke ”Night Comes Down” og den obligatoriske entré på motorcykel til ”Hell Bent For Leather”,

 

Da Parkinsons-ramte Glenn Tipton kom på scenen i de sidste tre ekstranumre, var det så stort og bevægende, at jeg nærmest måtte duppe mine øjne med et badelagen. Tipton så lidt svagelig ud, men der er tilsyneladende ingen, der har informeret hans guitar om hans tilstand, for det kunne man i hvert fald ikke høre på dén. 

 

The Priest is back –with a vengeance – and still has the firepower.

 

Metalguderne forlod scenen til tonerne af “We Are The Champions” – og gu’ er de så!

 

(SYV UD AF SEKS STJERNER!!!)

 

Sætliste:

 

  1. Firepower (Firepower)

  2. Grinder (British Steel)

  3. Sinner (Sin After Sin)

  4. The Ripper (Sad Wings Of Destiny)

  5. Lightning Strike (Firepower)

  6. Bloodstone (Screaming For Vengeance)

  7. Saints in Hell (Stained Class)

  8. Turbo Lover (Turbo)

  9. Tyrant (Sad Wings Of Destiny)

  10. Night Comes Down (Defenders Of The Faith)

  11. Freewheel Burning (Defenders Of The Faith)

  12. You’ve Got Another Thing Comin’ (Screaming For Vengeance)

  13. Hell Bent For Leather (Killing Machine)

  14. Painkiller (Painkiller)

 

Encore

  1. Rising From Ruins (Firepower)

  2. Metal Gods (British Steel)

  3. Breaking The Law (British Steel)

  4. Living After Midnight (British Steel)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tags: music photography review live concert

Please reload

nyheder

ENGAGE af-LYST med Søren Huss og Pernille Rosendahl

August 8, 2020

1/10
Please reload

Seneste indlæg

July 6, 2020

Please reload

Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square

© all rights reserved 2015 by Savas Karakaplan Proudly created with Wix.com

  • w-facebook
  • Twitter Clean
  • w-flickr