Roskilde Festival 2017

April 24, 2017

      Musik For Enhver Smag

 

     

 

Som sædvanlig er mange frustrerede over årets Roskilde-plakat. Roskilde Festival er nordens største musikfestival, og alligevel er plakaten overbefolket af kunstnere, der aldrig bliver spillet på landets mest populære radiokanaler. Jovist, der er nogle stykker, men for hver instans af Foo Fighters, Lorde eller The Weeknd, er der tre gange så mange obskure navne som  Show Me The Body, Pert Near Sandstone og Mats Gustafsson’s Nu Ensemble. Altså Moderat/Modeselektor står som hovednavn på Roskilde, og dem har P3 spillet præcis 3 gange siden 2010. Hvorfor er det her landets ubetinget største musikfestival, når selv de mindste navne på Tinderbox og NorthSide er super-populære? Er det bare fordi man kan campere? Er det på grund af tradition? Ærlig talt har jeg ingen anelse, men jeg ved at trods den frustration, så mange har haft, synes jeg, at Roskilde har et helt igennem genialt program år efter år.

 

Stadig, hvis man opgjorde, hvad jeg var interesseret i at lytte til, ville procentdelen af ‘gode’ navne på Roskilde være langt lavere end på Heartland, NorthSide, Copenhell eller Haven. Forskellen her er så, at disse festivaler har 2-3 scener, mens Roskilde har 9 (ud fra antagelsen om, at sidste års lille Mayhem/Escho-scene ikke vender tilbage). Så dårlige navne gør rent faktisk en forskel på disse små festivaler - man sidder enten igennem en koncert med et band, man ikke er særlig interesseret i, eller også må man tage en pause fra musikken. På Roskilde er dette kun et problem, jeg har mødt på opvarmningsdagene, ellers har der altid været en interessant koncert i gang.

 

Disse festivaler, Roskilde tit bliver sammenlignet med, har også en anden forskel, nemlig at de er organiseret på en måde, hvor profit er helt essentielt. Tinderbox, NorthSide og Copenhell er ejet af bookingfirmaer. Roskilde er derimod en nonprofit-organisation, der donerer massevis af penge til velgørenhed, hvilket også absolut smitter af på deres musikprogram, der ikke blot indeholder større geografisk diversitet end de andre store danske festivaler, det er nok en af de mest world-orienterede større festivaler i verden. Coachella er fx lineup-mæssigt mest af alt en forvokset Tinderbox eller NorthSide. Ikke at der er noget i vejen med det, jeg har haft massevis af uforglemmelige stunder på NorthSide, og selvom jeg aldrig har været på Tinderbox, har de da uden tvivl fanget min interesse med mange fede navne. Min pointe er blot at Roskilde er noget helt særligt, ikke blot i forhold til Danmark, men i forhold til hele verden.


Nå, men til pointen - jeg tror ikke at den gennemsnitlige skuffede billetkøber nødvendigvis har hørt musikken, de klager over. Personligt har jeg hørt det hele, og jeg har fundet godt med spændende navne på tværs af alle genrer, hvilket understøtter min banebrydende hypotese om, at musik ikke nødvendigvis af lort, bare fordi man ikke har hørt om det. Her er mine favoritter på tværs af forskellige genrer:

 

Jazz og World

Da der ikke er så meget jazz, har jeg sat det sammen med world, da de begge er genrer, der generelt ikke får så meget opmærksomhed i det danske festivallandskab. Det er her, Roskilde virkelig viser, at de har noget specielt at byde på i forhold til konkurrenterne.

 

Ifriqiyya Electrique er en gruppe, der blander rockmusik med traditionel afrikansk musik på en helt særlig måde. De lader til nærmest at inkorporere post-rock, hvilket giver en mere dyster stil end jeg er vant til. De skulle også have et helt særligt sceneshow, der tangerer til det rituelle.

 

Jah9 er mere ligefrem i hendes tilgang - det er klassisk roots-reaggae ligesom Bob Marley og Peter Tosh - ligeledes med politiske tekster, hvor hendes flotte stemme lidenskabeligt udtrykker oprøret mod den uretfærdighed, hendes folk stadig møder i dag.

 

Group Doueh & Cheveu er ligesom Ifriqiyya Electrique et kulturelt mødested - det franske psych-rock-band Cheveu tilføjer en helt ny kant til marokkanske Group Douehs hypnotiserende vokaler. De understøtter hinanden så elegant, og musikken er absolut værd at lytte til for mere end blot den spændende hovedidé.

 

La Mambanegra er en latterligt tight brasiliansk salsagruppe - noget af det bedste salsa, jeg har hørt. De kommer helt klart til at skabe en funky dansefest uden lige. De har fed dynamik og en generelt lækker lyd. Absolut noget, man skal tjekke ud, hvis man er til den stil.

 

Boujeloud viser, at vi her i Danmark også kan bidrage med sær, nytænkende og udfordrende musik. Det er en eksperimentel jazzgruppe med helt latterligt dissonerende blæsere. Det er et fuldfrontalt angreb på dine ører, og mange ville nok kalde det larm - jeg kalder det kunst.

 

Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap” kommer til at være en spektakulær koncertoplevelse, hvor den eksperimentelle jazzmusiker Mats Gustafsson (bl.a. kendt fra Fire! Orchestra) sammen med sit bindegale Nu Ensemble vil nyfortolke Frank Zappa-numre, som om de ikke var bizarre nok i forvejen

 

Elza Soares, ja hvem fuck er hun? Hun er en fucking vild sambamusiker, der foruden sit spektakulære sceneshow tager stilen i en mere avantgarde retning. Hun leder for mig lidt tankerne hen mod Grace Jones grundet hendes vilde, selvsikre attitude og vilje til at tage musikken i spændende, nytænkende retninger.

 

Seun Kuti & Egyp 80 feat. Yasiin Bey er så et slutteligt eksempel på den kulturelle udveksling, der er så vigtig en del af Roskilde. Den dygtige amerikanske rapper Yasiin Bey (tidl. kendt som Mos  Def) arbejder sammen med en af vor tids største afrobeat-grupper til dette show, hvilket kun kan blive godt i mine øjne. Så begge to for et par år siden, og min kærlighed til især Seun Kuti & Egypt 80 er kun blevet større. Seun Kuti er noget af det afrobeat, der er lettest at blive glad for hvis man ikke kender meget til genren - det er stilfuldt og lækkert, og de formår at skabe et finurligt lydbillede, der på en gang er løst og tight.

 

Rock

Fucking lorte “Rock” er ikke ligefrem en mangelvare på Roskilde, så jeg vil gerne snakke om punk og metal separat fra resten af årets rockprogram - men her er nogle highlights:

 

Moon Duo leverer noget gribende, moderne psych-rock, der sætter mig i en vidunderlig trance. Man begynder nærmest at svæve bare af at høre det, så smukt er det.

 

Angel Olsen laver indie-rock, der er lidt ovre i singer/songwriter-traditionen. Det er meget charmerende, og hun har rigtig meget karakter i sin stemme. Hun har også lavet en del alternativ country, så forvent et ganske varieret repertoir.

 

Værket er et af de bedste bands i den danske undergrund for tiden - jeg har set dem to gange, og jeg forventer bestemt at få set dem yderligere. De giver prog-rocken et moderne, nærmest punket udtryk, når de brager afsted på trompet, fløjte og saxofon blandet med mere traditionelle rockinstrumenter.

 

Svin er ligeledes danske, og de er meget eksperimentelle. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at deres navn kan agere undersættelse af “Swans”, for jeg hører meget inspiration derfra, når jeg høre dem brage afsted med deres sære omend dødbringende grooves. Det er ikke for alle, men det er et klasseeksempel på den slags band, som ingen anden større festival ville turde røre ved.

 

The Jesus And Mary Chain opfandt essentielt støjpoppen (hvilket trods navnet klart er en form for rockmusik), og selvom de har mange år på bagen, er de stadig et betagende liveband, der helt klart kan vælte teltet, de skal spille i. Den meget distancerede, indadvendte stilart taler personligt meget til mig, især når de skruer helt op for deres distortion.

 

Slowdive er et af de helt essentielle bands indenfor shoegaze-genren. De er drømmende og low-key, og så er de også helt vildt dygtige sangskrivere. Hvis, der er musik på Roskilde, der kan beskrives som ‘smukt’, så er det det her.

 

Foo Fighters behøver nok ikke en introduktion, så jeg vil bare antage, at du ved hvordan de lyder, når jeg siger, at de skulle være et fantastisk liveband. Det er overraskende sjældent, jeg lytter til dem til daglig, men alligevel har så mange af deres sange fundet en vej ind i mit hjerte, og jeg ser virkelig meget frem til at skulle se dem give den gas på orange.

 

Arcade Fire er et af verdens bedste og mest varierede indie-bands, og endnu vigtigere er de en magisk oplevelse at se live. Jeg så dem på NorthSide for et par år siden, og selvom det var en uforglemmelig god koncert, så står det klart at et sceneshow af den kaliber altså var bygget til en scene, der er noget mere orange.

 

 

Punk og Post-punk

 

Punk og post-punk er altid en markant del af Roskilde Festival, og i år er ingen undtagelse.

 

Priests er nok ikke det mest banebrydende post-punk på plakaten, men de kan deres håndværk virkelig godt, og live skulle de være virkelig energiske. Og så har deres forsanger godt med karakter.

 

Pardans er et ungt dansk post-punk-band, der sørger for at skubbe til grænser især gennem saxofon udvide genrens soniske udtryk. De skal nok blive store.

 

Blood Command er mere ovre i en post-hardcore-genre, så de er naturligt nok super-ængstelige og vrede. Deres energi er ubestridelig, og deres vrede er overbevisende. Hvis du kunne lide At the Drive-In sidste år, er det her lidt en lite-udgave, men en ganske god en af slagsen.

 

Sort Sol er jo legender her til lands, både indenfor post-punk og som Sods indenfor punk. De har været der helt fra genrens fødsel, og på Roskilde skal de angiveligt komme med et helt særligt sceneshow, som både involverer gæstestjerner og andet godt. Så det ser jeg da frem til.

 

Viagra Boys udvider ligesom pardans post-punkens lydbillede i form af blæsere, men det er en lyd, der er noget lettere at sluge, og dens følelsesmæssige udtryk er langt mere umiddelbart. De simple tekster er meget iørefaldende og vrede. Det er punk af den mest charmerende slags.

 

Against Me! er nok det bedste af de mere poppede punkbands på årets festival. Det er bare så tiltalende og relaterbart, når forsanger Laura Jane Grace udtrykker sig med sine angst-prægede tekster om oprør og kønsdysfori.

 

Show Me The Body er et fedt hybridband, der blander industriel hip hop med støjrock og post-punk. Det er så vredt og nytænkende, at det stormer lige i ansigtet på dig uden advarsel. Det er absolut ikke for alle, men det er en lyd, der er svær at sammenligne med meget andet. End ikke den tydelige Death Grips-inspiration er en fyldestgørende sammenligning.

 

Marching Church deler forsanger med det glimrende danske punkband Iceage, og de resterende medlemmer er også prominente figurer i diverse københavnske punkgrupper. Det er nok endnu mere nytænkende og spøjst end Pardans - de rammer noget ganske unikt.

 

Pop

Roskilde har godt med pop på programmet, og når jeg siger det, mener jeg ikke kun det, man spiller på The Voice og 100FM - selvom der også er sådan noget, hvis man er til det. Men der er også masser af god synth-, indie- og art-pop.

 

First Hate skriver sig ind i en poptradition et sted mellem Depeche Mode og Joy Division. Så hvis du kan lide dine introverte 80’er-klassikere tilsat en frontmand, der slet ikke kan stå stille, så er dette et must.

 

Icona Pop er muligvis for meget ovre i P3-enden af pop-programmet for nogle - og det forstår jeg også godt. Men jeg vil stadig mene, at inden for den stilart, så er Icona Pop mestre. De giver altid deres sange lidt ekstra attitude og punch, som man ikke tit møder i den slags musik.

 

Alex Cameron laver ligesom First Hate synthpop, og selvom de deler en kraftig 80’er-nostalgi, er hans tilgang mere minimalistisk og knap så mørk. Den er dog vældig charmerende, og synthesizerne er konsekvent virkelig lækkert produceret og skrevet.

 

Jenny Hval har ambition - når hun laver malerisk art-pop om vampyrer og feminisme gør hun det fuldt ud, og mens det kan lyde som en joke på overfladen, gør hun det helt seriøst, og hun er skidegod til det.

 

Circuit Des Yeux er ligeledes art-pop, og det minder mig dejligt meget om Antony & the Johnsons. Hendes dybe stemme er lige så mærkbar, og hun er muligvis endnu mere grænsesøgende med hendes eksperimentelle, barokke lydbilleder.

 

Lorde har fået et mainstream-publikum på en eller anden magisk måde, men i mine øjne er det ret svært at begribe. For hendes debutplade var noget helt andet end tidens mest populære musik - og så var den samtidig fremragende. Jo mere jeg vender tilbage til den, jo tydeligere bliver det, at Lorde er et stort talent inden for moderne popmusik.

 

Erasure er til dig, der ikke blot vil have 80’er-hyldester, du vil have the real deal. Erasure har lavet stor, fed synthpop siden firserne, og det har altid været så pompøst, at de endda har lovet et helt kostumeshow til Roskilde. Spændende, spændende.

 

Future Islands er ikke blot en af vor tids bedste synthpopgrupper, de har også en af de mest unikke frontmænd i verden. Samuel T. Herring stjæler altid hele showet med sin spektakulære dansen, råben, sveden, growlen - og endda også syngen, selvom det ikke er det folk oftest snakker om. Hans stemme er nemlig virkelig imponerende.

 

Metal

Selvom jeg skal på Copenhell for anden gang, synes jeg absolut også, at Roskilde kan følge med, når det gælder metalgenren. Jovist, muligvis har de ikke nær så store navne, men de navne, der er på plakaten, er virkelig mærkbare.

 

Author & Punisher er metal i både overført og bogstavelig betydning. Han er nemlig et enmandsband både i studiet og live, og hans musik er ikke opført på bas, trommer og guitar, de er opført på mekaniske apparater, han selv har bygget. Det er sgu mædl!

 

Oathbreaker spiller blackgaze, den black metal/shoegaze-hybrid, bl.a. Deafheaven og Alcest er blevet populære med. Mens jeg ikke finder Oathbreakers variant af genren særlig original, gør de det stadig rigtig godt, og deres frustration klinger klart igennem.

 

Atomikylä er en noget sær konstellation, hvor appealet for mig til dels ligger i hvor dårlig deres forsanger lyder. Hans hæse omend tydelige black metal-skrig passer slet ikke ind over de langsomme psykedeliske toner fra resten af bandet, og alligevel er det nok der, magien opstår. Det udtrykker en lettere uhyggelig afmagt.

 

Baest er et ungt dansk band, der laver vild, fandenivoldsk dødsmetal af den mest iørefaldende slags. Det er et sonisk angreb på alt kønt og nydeligt, hvor blastbeats og tunge riffs overtager verden med storm. Et par få år, så skal de nok stå tydeligt frem i dansk metalhistorie.

 

Auðn er fra Island, og de er nogle af nordens allerbedste, når det gælder black metal. Det er stemningsfyldt, atmosfærisk og inciterende det ene øjeblik, det andet øjeblik er det faretruende og grusomt. Deres dynamik og lyd er enormt veludviklet for et så ungt band.

 

Oranssi Pazuzu deler visse medlemmer med Atomikylä, og deres stil er ligeledes en samme blanding af black metal og psykedelisk rock. Oranssi Pazuzu er dog mere potente og mægtige frem for skrøbelige og svage. Det er en mere fuldendt og stor lyd, og de føles altomsvøbende.

 

Anthrax er nok årets største metalnavn. De var med til at starte både thrash og rap-metal i sin tid, og deres musik holder stadig rigtig godt. De har en mere fremtrædende bas end de andre store kunstnere i genren, og deres grooves er altid gribende, mens deres energi er så unægtelig, at man bare MÅ give den gas, når de er i gang.

 

Neurosis er et af de mest markante navne inden for post-metal. De er langsomme, men de ender altid med at blive helt fængslende, så man ender med at tabe kæben af ren begejstring. De udtrykker mere komplekse lag af følelser, end jeg er vant til fra metal, nok mere end jeg er vant til fra meget musik. Skidegod booking.

 

Hip hop

Hip hop var en helt essentiel del af min Roskilde-oplevelse, da jeg var der for første gang i 2015. Siden da har hip hop-programmet ikke imponeret mig nær så meget, men der er da stadig nogle fremragende kunstnere.

 

Kano er et enormt navn i England, men han har ikke fået nær så meget eksponering uden for sin egen andedam. Han var en af de første til at lave grime, og han har udviklet sig godt med den - hans nyeste album er muligvis hans bedste, og det er da noget af en præstation over 10 år inde i karrieren.

 

Monti er en yngre dansk gruppe, der rapper på engelsk. De tager tydelig inspiration fra New Yorker-stilen fra 90’erne, men det føles stadig autentisk, selv til trods for det noget ukonventionelle valg af sprog.

 

67 udtales six-seven, og ligesom Kano laver de grime, men de her gutter er genrens helt nye skud på stammen. De er unge og har attitude, og deres mørke beats har godt med punch. Derudover støtter de i dette store kollektiv godt op om hinanden med underholdende ad-libs mellem linjerne.

 

Madame Gandhi er en af de forfriskende mange kvindelige rappere, Roskilde efterhånden sørger for at booke, og hendes provokerende feministiske tekster er skarpe og rammende. Derudover har hun et lækkert, varieret flow, der trods de mekaniske beats nærmest kan virke jazzet.

 

Clams Casino er en instrumental hip hop-musiker (eller i hvert fald står han kun for den instrumentale del af numrene), så jeg ved faktisk ikke helt, hvordan hans show vil blive. Jeg håber, at det vil blive en blanding af instrumentale godter og optrædener fra gæsterappere, men selv hvis vi ikke får noget af sidstnævnte, er hans beats så gode, at de sagtens kan stå på egen hånd. Han er en af branchens allerbedste.

 

Noname er endnu en kvindelig rapper, denne gang af den mere direkte jazzede slags. Hun rammer chicago-afarten af jazz-rap, som især er blevet populær gennem Chance the Rapper de seneste par år. Hun er både dygtig til at rappe og til at synge, og selvom musikken kan lyde afslappende, er den både dybdegående og rig på følelser.

 

Residente er en super-kreativ rapper fra Puerto Rico, der blander musikalske inspirationskilder fra hele verden i en multikulturel, samfundsbevidst, aktivistisk gryderet. At kun kategorisere ham som hip hop-musiker er nok lettere misvisende, men han er i hvert fald fremragende og inspirerende.

 

A Tribe Called Quest som hovednavn på årets festival er et vanvittigt scoop. De opfandt essentielt jazz-rappen, og med deres nyeste plade viser de, at de stadig er nogle af de bedste i genren. Desværre kommer de naturligvis uden nyligt afdøde medlem Phife Dawg, men jeg er stadig ikke i tvivl om, at de på denne afskedsturne vil lave et brag af et show.

 

Folk og Country

Country er ligesom jazz en lettere underrepræsenteret genre, navnlig da den ikke er så populær her til lands, så jeg har kombineret den med folk for denne gennemgang:

 

Karen Elson er en dygtig singer/songwriter, der minder mig lidt om Angel Olsen, blot mere folk-orienteret. Der er en kraftigere fokus på riffs og grooves, end man nødvendigvis er vant til fra genren, men hun er i hvert fald dygtig til at udtrykke sig musikalsk.

 

The Lumineers er en af verdens mest populære folk-grupper, og deres søde, lidt naive charme er da svær ikke at blive betaget af. Det vækker et smil på læben, og selvom det ikke er den dybeste musik i verden, er den enormt hyggelig at lytte til.

 

The Rumour Said Fire er muligvis vores danske modstykke - de er meget søde og rare at lytte på, og man bliver helt varm indeni af deres musik. Deres bedste sange er helt mesterlige kompositioner, og hvis man er glad for indie-folk, er de da værd at tjekke ud.

 

Weyes Blood minder mig lidt om Circuit Des Yeux, muligvis grundet stemmen, muligvis grundet melodierne, men Weyes Blood har en mere folk-orienteret, psykedelisk tilgang til musikken. Den er lettere på ørerne, men den er absolut ikke tom for spøjse, originale ideer.

 

Pert Near Sandstone er et bluegrass-band med nerve og attitude - der er da også elementer af både cowpunk og folk-punk i deres musik. Det er sjovt og fandenivoldsk, og de skal heldigvis meget passende give den gas på Gloria-scenen, der er placeret i en lade. Det bliver en folkefest af dimensioner,

 

Afenginn er en blanding af en helt masse genrer, som alligevel harmonerer sammen. De blander på avantgarde vis filmmusik, jazz, balkan, nordisk folk og minimalisme i en strømlinet fusion af billeder, som formår at repræsenterer et stort geografisk spektrum.

 

Księżyc er på mange måder i samme båd som Afenginn, men da de er polske, har de et helt andet udgangspunkt. Deres navn betyder måne, og meget passende har lyden en mørk, natlig klang. Det er meget smuk, stemningsrig folkemusik.

 

Father John Misty er en sarkastisk singer/songwriter, der laver ganske humoristisk indie-folk. Jeg har set ham live før, og han er en fremragende optrædende, der er rig på personlighed og vid. Jeg er spændt på, om han vil kunne fylde Orange Scene, men jeg er sikker på, at det bliver en glimrende koncert uanset fremmødet.

 

 

Elektronisk musik

Slutteligt har vi den elektroniske musik, der i min optik er stærkere end nogensinde i år.

 

Noisia ‘Outer Edges’ kommer, som navnet antyder med et rigtig støjende EDM-show med elementer af både drum and bass og brostep. Det er højlydt og dynamisk, og jeg kunne godt forestille mig at de derfor ville være tiltalende for bl.a. metalfans, der ikke normalt er til EDM.

 

Rüfüs fra australien laver house med elementer af indadvendt indie-pop. Det er super-dansevenligt, og deres sange er oplagte ørehængere. Når de indtager Apollo-scenen, kan det kun stå på dansefest for alle pengene.

 

Moderat/Modeselektor er et scoop. Kun på Roskilde vil de to dybt indflydelsesrige store tyske IDM-grupper Moderat og Modeselektor spille et fælles show på Orange, der varer hele 3 timer! Det er elektronisk musik med tanke og dybde, der samtidig kan sætte godt gang i dansegulvet.

 

Nicolas Jaar er en electronica-nørd uden lige. Hans store kærlighed for fx Kraftwerk og Daft Punk skinner tydeligt igennem, når hans minimalistiske house skaber smukke lydlandskaber, som han luftigt udforsker. Jeg ved ikke helt hvordan en koncert ville være, for det er ikke oplagt dansemusik, men hvem ved, hvad der sker i en live-setting?

 

Bonobo laver downtempo og ambient, der klart nedbryder fordommen om, at de skulle være tomme stilarter uden indhold, der ikke dur til andet end at dyrke joga. Der er så rige lyde til stede i musikken, at man ikke kan undgå at blive en smule grebet af hvor smukt det er.

 

The Avalanches er en plunderphonics-gruppe, hvilket vil sige, at deres musik hovedsageligt består af diverse obskure samples. Det kan være filmklip, folkesange, sære lydeffekter og meget mere. Det er en berigende oplevelse at lytte til, og det er både underholdende, spændende og let at danse til.

 

Den Sorte Skole er nok vores danske modsvar til The Avalanches, og når de skal optræde på Orange bliver det med et væld af gæstestjerner fra hele verden. Det er ligesom med Moderat/Modeselektor en oplevelse, man udelukkende kan få på Roskilde.

 

Justice fra Frankrig skal ligeledes fylde Orange Scene, og deres disco-prægede electro-house er noget af den bedste EDM, jeg kender. Det er altid let at danse til, og melodierne er fængende som bare pokker. Og så bliver man rent faktisk glad af meget af det. Forestil dig lige det, EDM, man bliver glad af. Det er fantastisk!

 

Ja, Roskilde har virkelig noget fedt, uanset din foretrukne musikgenre. Og selv hvis du stadig føler, at størstedelen af plakaten ikke tiltaler dig, så husk - selv hvis du er helt ekstrem med hvor mange koncerter, du får nået, når du nok allerhøjst en fjerdedel af plakaten. Så selv hvis 75% af programmet stinker i din optik, så er der rigeligt for dig, selv hvis de hyrer fucking folk ingen nogensinde har hørt om.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tags: music photography review live concert

Please reload

nyheder

ENGAGE af-LYST med Søren Huss og Pernille Rosendahl

August 8, 2020

1/10
Please reload

Seneste indlæg

July 6, 2020

Please reload

Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square

© all rights reserved 2015 by Savas Karakaplan Proudly created with Wix.com

  • w-facebook
  • Twitter Clean
  • w-flickr